Død over den kære nabo

Jacob havde hele ugen tænkt over hvordan han skulle skyde Kasper i aften og hvordan han ville elske at se overraskelsen i Kaspers øjne mens Kasper lå og vred sig i smerte.

Kasper var Jacobs irriterende nabo. Han var altid så forbandet nysgerrig og bedre vidende. Man kunne hører hvordan naboen altid snusede rundt på den anden side af hækken i hans gule gummistøvler og store cardigan. Kasper havde altid en eller anden dum bemærkning som at hans æbler var bedre og at deres jordbær altid var røde først. Og naboens lille møgirriterende terrier, som gøede arrigt af Jacob hver gang han kom hjem, havde det med at bruge deres flotte grønne græsplæne som toilet, hvilket altid var en ubehagelig opdagelse når græsset skulle slås.

Så i aften skulle det ske. Det var nøje blevet planlagt fra punkt til prikke. Det ville blive den rene fryd, den rene pure hævn over den mest irriterende nabo der findes.

En dyb indånding og så var Jacob på vej over til naboen. Han bankede lidt for ivrigt på døren. Bag døren kunne han høre tunge skridt hvorefter døren blev åbnet. Hans nabo havde som altid den store grå cardigan på, og hans briller sad lidt skævt i ansigtet.

”Nå Kasper, er du klar til en gang Paintball?”. Jacob smilede mens han blinkede til Kasper. ”Ja, bare kom an’”, grinede Kasper.

En sen aften

Hun holdt rundt om den varme kop og indåndede duften af jasmin. Den nye attachetaske i sort læder stod i gangen og mindede hende om de arbejdsopgaver hun havde lovet chefen at få færdig til i morgen. Det falske blonde hår var bundet op i en knude og mascaraen sad perfekt som altid. Det store ur som hang på væggen tikkede højlydt og opvasken fra i går stod og så nedladende på hende.

Nede på gaden kunne hun se frakker i alle størrelser kæmpe sig fremad med dansende paraplyer ind imellem som fra tid til anden måtte lade livet for naturens rasen.

Peter ville snart være hjemme og hun vidste at hun måtte til at tage en beslutning. At han forventede at få et svar. De havde været sammen i over 5 år og lige siden de mødtes havde han talt om hvor mange børn han gerne ville have. De havde dog ikke fået nogen endnu og nu var både Peter samt svigermor begyndt daglig at komme med hints om hvornår der var tid til små børnefødder i den store tomme lejlighed.

Det var ikke fordi hun ikke kunne lide børn. Hun havde bare aldrig leget med tanken om at skulle blive en mor. Det havde aldrig stået på hendes tjekliste over ting som hun gerne ville nå i livet. Og det var heller ikke fordi hun ikke kunne forestille sig en lille mini udgave af Peter. Hun kunne bare ikke se sig selv som en husmor der rendte og vartede Peter op og med babybræk på hendes nyindkøbte designertøj. Den kasse havde aldrig tiltrukket hende.

Hun var bange for at fortælle Peter det hun tænkte. Bange for at han ikke ville forstå det. At han måske ville forlade hende. I starten af forholdet havde hun ikke taget hans ønske om at få børn så alvorligt. De skulle jo lige lære hinanden at kende først. Men efterhånden som tiden var gået, var det nu blevet et emne man ikke kunne undgå . Hun følte at hendes hoved var et stort virvar af logiske tanker som var ved at smuldre. At alle hendes argumentationer om hvorfor hun ikke var parat var ved at miste deres kraft. Hun følte sig træt indeni og sært tom.

Hun kunne hører en nøgle lede efter nøglehullet hvorefter hoveddøren gik op med et kæmpe brag.
”Hej skat, så er jeg hjemme”. Peters stemme lød glad. Det raslede med tøj i gangen og et øjeblik efter stod Peter i døråbningen til køkkenet. Han lignede en drukken mus og vandet fra hans våde hår løb ned i øjnene på ham. I hans ene hånd holdt han en stor buket røde langstilkede roser som var en anelse vindblæste. ”Du kan tro jeg har haft en skøn dag. Chefen har flyttet mig på 2. sal med udsigt over havnen, så det skal fejres i aften”. Hans brede smil forstummede da han så hendes bekymrede ansigt.

”Skat”, hun så på ham med et kunstigt bævende smil som var ved at dø. ”Vi bliver nød til at tale sammen”.

Hjem fra fest

Togets søvndyssende rytmer samt stilheden i kupeen fik Kristians tanker til at væve sig ind mellem hinanden, indtil de blev et stort sammensurium, der trak ham ud af den virkelige verden. Det havde været en fantastisk fest og han kunne stadig mærke hendes bløde røde læber på hans mund.

Han vidste godt at han ikke måtte kysse hende, men hun havde stået der og set så uskyldig ud med hendes store brune øjne og mørke hår.

Jens ville slå ham ihjel, hvis han opdagede at Kristian havde kysset hende og så endda fået hendes telefonnummer. Jens havde været lun på hende siden 1. klasse og Kristian havde svoret at han aldrig ville lægge an på hende. Han ville ikke svigte hans barndomsven.

Det var heller ikke fordi Kristian havde lagt op til noget, men hun havde flere gange strejfet ham i løbet af festen. Hver gang havde han kunne dufte hendes hår. Hvor duftede hun dog godt. Som en forårs eng fyldt med de mest farverige blomster. Til sidst havde han ikke kunne stå for det. Måske havde alkoholen også været med til at påvirke hans dømmekraft. Men han måtte kysse hende.

Så han var gået hen til hende og de endte med at tale hele natten om alt fra vejret til hendes syge far. Det var som om duften af hendes hår forstyrrede hans hørelse. Han fik i hvert fald ikke fat i alt hvad hun sagde. Kristian fortalte hende om Jens og at Jens var lun på hende. Hun havde smilt og fortalt at hun også var lun på Jens. Derefter fik han hendes telefonnummer og blev bedt om at få Jens til at ringe til hende. Det var som at blive stukket af en syl i hjertet. Hvorfor skulle hun dog også bede ham om det?

Derefter syntes han det var på tide at komme hjem. Hun havde fulgt ham til toget og lige inden han steg på, havde han gjort det. Han havde stjålet et kys fra hende.

Det gav et sæt i ham da ham hørte hans station blive nævnt i højttaleren. Han måtte ud af trancen og få rejst sig op, men det var en hård kamp. Lidt efter, stående på den kolde og mørke perron, kom fornuften stille til syne i hans sind.

Han kiggede en ekstra gang på telefonnummeret og så smed han det ud.

En verden af glas

Der lugtede af død.

”Hej mus, hvordan har du det?”. Hans stemme dirrede mens han sagde ordene. Han brød sig ikke om at være her. Hun var blevet så bleg og tynd. Lignede ikke et menneske mere, ikke det menneske han så godt kendte.

”Gå med dig”. Hun lå med ryggen til ham. Hvorfor så hun slet ikke på ham? Hvis han bare kunne se hendes nøddebrune øjne. Det var snart det eneste han kunne genkende. Det der var tilbage af hende.

Han satte sig forsigtigt på kanten af hendes seng og lagde en hånd ovenpå hendes dyne. ”Jeg mener det, gå med dig, NU!”. Hun rørte ikke på sig. Hendes stemme var hæs og uhyggelig.

”Skat, vend dig nu om. Det her er noget pjat. Lad mig nu se dig.” Han så bedende på hendes ryg.

Først skete der ikke noget. Hun lå bare der, helt stille. Kun hendes dybe vejrtrækning røbede at hun stadig var der. Så vendte hun sig om i et langsomt tempo. Hårene på hans arme rejste sig, da han så hendes ansigt. Det var ikke det, at hun var så bleg. Hun så arrig ud, som en hund der var klar til angreb.

”SKRID MED DIG DIN ÅNDSVAGE NAR”. Lyden af hendes høje stemme skar ind i hver enkelt knogle i hans krop. Det var som om verden omkring ham havde været af glas og nu faldt sammen som fint glasstøv der dryssede ned omkring hovedet på ham. Tilbage var kun mørket.

Han vendte sig om og gik hen mod døren. ”Det her orker jeg ikke”. Hans stemme var som en hviskende smerte. Han trykkede håndtaget ned i en langsom bevægelse, åbnede døren og forlod værelset.

Afskedsbrevet

Jeg er ked af at jeg siger farvel i et brev, men jeg ser ingen anden udvej. Jeg bliver nød til at forlade dig. Jeg har tilgivet så mange gange, men nu kan jeg ikke mere. Jeg føler mig udmattet og har ikke flere kræfter tilbage.

Jeg husker hvor vidunderligt livet var da vi mødtes for 5 1/2 år siden. Du viskede altid søde ord og passede på mig. Jeg elskede at ligge i dine arme og mærke din hånde i min nakke. Det var beroligende og et trygt sted at være. Nu trækker min mave sig sammen, mit hoved går på overarbejde og mine hænder ryster hver gang jeg hører dig sætte nøglen i døren.

Måske er det mig? Måske er det hele min skyld? At jeg ikke er den perfekte kone og tit kommer til at brænde maden på eller glemmer hvad du har fortalt mig?

Jeg kan stadig mærke vores skænderi i går. Hvornår ændrede vores forhold sig? Hvornår holdt du op med at passe på mig? Du siger du stadig elsker mig og trygler mig om ikke at gå. Og alligevel behandler du mig som om jeg var en boksebold man har lov til at afreagere på!

Der står lasagnerester i køleskabet lige til at varme op i mikroovnen. Husk at det max må få 3 minutter, ellers bliver det tørt og det bryder du dig ikke om. Jeg har taget den brune kuffert som vi brugte på vores bryllupsrejse. Har aftalt med Mogens og Lis at de kommer og henter resten af mine ting i løbet af næste uge.

Undskyld.

Side 1 of 212