En sen aften

Hun holdt rundt om den varme kop og indåndede duften af jasmin. Den nye attachetaske i sort læder stod i gangen og mindede hende om de arbejdsopgaver hun havde lovet chefen at få færdig til i morgen. Det falske blonde hår var bundet op i en knude og mascaraen sad perfekt som altid. Det store ur som hang på væggen tikkede højlydt og opvasken fra i går stod og så nedladende på hende.

Nede på gaden kunne hun se frakker i alle størrelser kæmpe sig fremad med dansende paraplyer ind imellem som fra tid til anden måtte lade livet for naturens rasen.

Peter ville snart være hjemme og hun vidste at hun måtte til at tage en beslutning. At han forventede at få et svar. De havde været sammen i over 5 år og lige siden de mødtes havde han talt om hvor mange børn han gerne ville have. De havde dog ikke fået nogen endnu og nu var både Peter samt svigermor begyndt daglig at komme med hints om hvornår der var tid til små børnefødder i den store tomme lejlighed.

Det var ikke fordi hun ikke kunne lide børn. Hun havde bare aldrig leget med tanken om at skulle blive en mor. Det havde aldrig stået på hendes tjekliste over ting som hun gerne ville nå i livet. Og det var heller ikke fordi hun ikke kunne forestille sig en lille mini udgave af Peter. Hun kunne bare ikke se sig selv som en husmor der rendte og vartede Peter op og med babybræk på hendes nyindkøbte designertøj. Den kasse havde aldrig tiltrukket hende.

Hun var bange for at fortælle Peter det hun tænkte. Bange for at han ikke ville forstå det. At han måske ville forlade hende. I starten af forholdet havde hun ikke taget hans ønske om at få børn så alvorligt. De skulle jo lige lære hinanden at kende først. Men efterhånden som tiden var gået, var det nu blevet et emne man ikke kunne undgå . Hun følte at hendes hoved var et stort virvar af logiske tanker som var ved at smuldre. At alle hendes argumentationer om hvorfor hun ikke var parat var ved at miste deres kraft. Hun følte sig træt indeni og sært tom.

Hun kunne hører en nøgle lede efter nøglehullet hvorefter hoveddøren gik op med et kæmpe brag.
”Hej skat, så er jeg hjemme”. Peters stemme lød glad. Det raslede med tøj i gangen og et øjeblik efter stod Peter i døråbningen til køkkenet. Han lignede en drukken mus og vandet fra hans våde hår løb ned i øjnene på ham. I hans ene hånd holdt han en stor buket røde langstilkede roser som var en anelse vindblæste. ”Du kan tro jeg har haft en skøn dag. Chefen har flyttet mig på 2. sal med udsigt over havnen, så det skal fejres i aften”. Hans brede smil forstummede da han så hendes bekymrede ansigt.

”Skat”, hun så på ham med et kunstigt bævende smil som var ved at dø. ”Vi bliver nød til at tale sammen”.


Warning: Illegal string offset 'echo' in /var/www/majasfyldepen.dk/public_html/wordpress/wp-content/themes/social/library/extensions/custom-field-series.php on line 79

Comments are closed.