En verden af glas

Der lugtede af død.

”Hej mus, hvordan har du det?”. Hans stemme dirrede mens han sagde ordene. Han brød sig ikke om at være her. Hun var blevet så bleg og tynd. Lignede ikke et menneske mere, ikke det menneske han så godt kendte.

”Gå med dig”. Hun lå med ryggen til ham. Hvorfor så hun slet ikke på ham? Hvis han bare kunne se hendes nøddebrune øjne. Det var snart det eneste han kunne genkende. Det der var tilbage af hende.

Han satte sig forsigtigt på kanten af hendes seng og lagde en hånd ovenpå hendes dyne. ”Jeg mener det, gå med dig, NU!”. Hun rørte ikke på sig. Hendes stemme var hæs og uhyggelig.

”Skat, vend dig nu om. Det her er noget pjat. Lad mig nu se dig.” Han så bedende på hendes ryg.

Først skete der ikke noget. Hun lå bare der, helt stille. Kun hendes dybe vejrtrækning røbede at hun stadig var der. Så vendte hun sig om i et langsomt tempo. Hårene på hans arme rejste sig, da han så hendes ansigt. Det var ikke det, at hun var så bleg. Hun så arrig ud, som en hund der var klar til angreb.

”SKRID MED DIG DIN ÅNDSVAGE NAR”. Lyden af hendes høje stemme skar ind i hver enkelt knogle i hans krop. Det var som om verden omkring ham havde været af glas og nu faldt sammen som fint glasstøv der dryssede ned omkring hovedet på ham. Tilbage var kun mørket.

Han vendte sig om og gik hen mod døren. ”Det her orker jeg ikke”. Hans stemme var som en hviskende smerte. Han trykkede håndtaget ned i en langsom bevægelse, åbnede døren og forlod værelset.

Comments are closed.