Uventet besøg – den fremmede hund

Anne står i sit nye store køkken og løfter en tung pastamaskine ud af en flyttekasse fra Silvan. Lugten i huset er stadig fremmed for hende og huset er fyldt med flyttekasser som endnu ikke er blevet tømt. Hun sætter sig på en køkkenstol, der står ved siden af det flotte hvide HTH køkkenbord, og begynder stille og roligt at fjerne avispapiret, der er viklet rundt om pastamaskinen. Avispapiret knitrer og overdøver Tina Dicow som sagte synger fra DAB-radioen.

Mens Anne sidder der og betragter hendes pastamaskine, som har været gemt væk i flyttekassen den seneste måned, får hun en følelse af at nogen står og betragter hende. Hun sætter pastamaskinen på bordet og kan mærke hvordan der vokser en lille knude i maven. Hvem kan det mon være? Hun kender jo ingen i nabolaget endnu. Langsomt vender hun hovedet mod døren ud til bryggerset. Det giver et lille sæt i hende. I døren står en langhåret og lidt pjusket golden retriever. De grå hår i pelsen og dens trætte ansigt antyder at det må være en ældre hund. Rundt om halsen har den et rødt halsbånd med navneskilt på. Hunden står og tripper lidt rastløs i døråbningen, mens den ser på hende.

”Hvad laver en hund som dig her?”, siger Anne højt ved sig selv. Hunden reagerer ved at lægge hovedet på skrå og stirrer på hende med dens flotte brune øjne. Anne nærmer sig forsigtigt hunden. Den bliver pænt stående og følger hende med øjnene. Da hun er helt tæt på sætter hun sig på hug og rækker forsigtigt sin højre hånd ud så den fremmede hund kan snuse til den. Hunden snuser derefter også til hendes hånd og slikker efterfølgende anerkendende på hånden. Anne kan mærke hvordan knuden i hendes mave forsvinder og ånder lettet op. Hunden virker ganske harmløs og tilforladelig. Hun klør hunden lidt på hovedet, hvilket den straks reagerer på ved at lægge hovedet til siden igen og logre så voldsomt med halen at halen adskillige gange banker hårdt ind i dørkarmen. Anne tager derefter forsigtigt fat i navneskiltet og ser på det. Indgraveret i navneskiltet står der et navn. ”Lonnie”.

”Du hedder vist Lonnie”, siger Anne højt mens hun klapper hunden på hovedet. Der kommer et bjæf fra hunden og Anne bliver så forskrækket at hun er ved at falde bagover. Hun havde ikke forventet at hunden ville svare. Så begynder hunden at pibe og ser på Anne med et bekymret blik. Den drejer en gang rundt om sig selv to gange og ser på Anne igen mens den piber endnu højere efterfulgt af et enkelt bjæf. Anne kan mærke en urolighed i hendes krop. Prøver hunden at fortælle hende et eller andet? Hunden puffer til hende med hovedet, tager fat i hendes ærme og trækker blidt i det. Så giver hunden slip igen og går hen mod hoveddøren, vender sig om og ser efter hende. ”Mystisk”, tænker Anne. Annes nysgerrighed får hende til at rejse sig op og gå hen imod hunden. Så snart hun begynder at bevæge sig, løber hunden ud af hendes hoveddør. Anne går hen og ser ud af hoveddøren og kan se hunden stå for enden af indkørslen og se efter hende. Hun tager hendes træsko på og trasker efter hunden. Da hun nærmer sig den sætter hunden endnu engang i løb og løber hen til en skygge der ligger på fortovet et lille stykke fra hendes hus.

Anne går hen mod skyggen og kan se, efterhånden som hun nærmer sig, at skyggen er et menneske rullet sammen på fortovet. Hendes puls stiger, hjertet begynder at hamre og hun begynder at svede. Hun sætter farten op og løber hen til personen. Foran hende ligger en ældre mand. Hunden står og puffer til manden mens den klynker og desperat ser op på hende. Den ældre mand er bleg i ansigtet og hans øjne lukket. Hans sommerjakke er krøllet og ved siden af ham ligger en fornem stok, med små metalemblemer på der ligner byskilte fra Østrig.

”Kan De høre mig?”, siger Anne højt til den ældre mand. Der er intet svar. Så klapper hun ham på kinden og prøver at ruske lidt forsigtigt i ham. Anne ryster over hele kroppen og føler sig ubekvem ved situationen. Hun stirrer intens på den ældre mand i håb om at se et livstegn. Derefter ser hun sig omkring for at se om hun kan få øje på nogen som kan hjælpe hende. Men der er ikke et øje at se på den stille villavej. Anne ser tilbage på den ældre mand og til hendes lettelse kan hun se at hans øjne nu er åbne og at han ser på hende. ”Jeg skynder at hente hjælp, er straks tilbage”, siger hun lidt forskræmt til den ældre mand. Manden nikker og lukker så øjnene igen. Anne løber så hurtigt hun kan i hendes træsko tilbage til huset. Inde i huset griber hun mobiltelefon som befinder sig i soveværelset. Derefter løber Anne tilbage igen mens hun stakåndet forsøger at taste 112. Da hun er tilbage hos den ældre mand, hører hun en hjælpende stemme i røret.

”Ja, hallo. Der ligger en mand der er faldet om foran mit hus. Ja – Rosendalen 71. Ja, han er ved bevidsthed, men han virker fjern. Okay, skynd jer!”

Anne lægger på igen. Den hjælpende stemme havde fortalt at de ville sende en ambulance ud med det samme og at de ville ringe til hende, hvis de ikke kunne finde stedet. Anne sætter sig ved siden af den ældre mand og aer hans hånd. ”De kommer lige om lidt”, siger hun med nervøsitet i stemmen. Hun ser sig omkring efter hunden, men den er ikke at se nogen steder. Hun kan faktisk slet ikke huske at have set den, siden hun løb ind i huset for at hente sin mobiltelefonen.

Det føltes som om at der er gået evigheder da ambulancen endelig er kommet frem. Hun flytter sig så de to reddere kan komme til. – ”Bare rolig”, siger den lyshåret redder til hende. ”Han lider vist bare af væskemangel”. Den anden af de to reddere går tilbage til ambulancen og henter en juice som han derefter giver den ældre herre. Da den ældre herre langsomt er kommet sig, hjælper redderne den ældre herre ind i ambulancen. Anne går hen til ambulancen.

”Tak”, siger den ældre herre og smiler taknemligt til Anne. ”Det var så lidt”, svarer Anne forlegent tilbage. ”Godt at deres hund kom og hentede mig”. ”Min hund?”, svarer den ældre mand forundret. ”Jeg har ikke haft hund siden Lonnie døde for 13 år siden”. Redderne lukker døren til ambulancen, sætter sig ind og begynder at kører væk. Anne stirrer efter ambulancen med en underlig fornemmelse i maven. Hendes hjerne arbejder på fuldt tryk og hendes blik er langt væk. Hvem var den hund som hjalp hende? Efter et stykke tid går hun som i en trance tilbage til sit hus og sætter sig tilbage på køkkenstolen. Da hun ser ud mod bryggerset kan hun se hundehår liggende i døråbningen, der hvor hunden har stået. Hun stirrer et stykke tid på døråbningen med et håb om at hunden skal komme tilbage og give hende en forklaring. Men der sker ikke noget. Anne tager pastamaskinen med dirrende hænder og ser på den. Så rejser hun sig op og sætter den ind i det skab hun havde planlagt den skulle stå i.

Skæbnens mørke side

Uret på instrumentbrættet blinker dovent 02.13. Jake kan mærke at trætheden er ved at overmande ham. Bare 4 timer mere. Han løfter blikket, ser ud af forruden og får øje på en skygge i vejkanten dannet af gadelampens svage skær. Da han kommer tættere på, kan han se at det er en ung kvinde som står med armen ude. Jake beslutter sig for at stoppe og kører ind til siden. Den unge kvinde stiger ind. Hun smiler ikke til ham men mumler tak med bøjet hoved. “Hvor skal du hen?”, spørger han. “Bare væk”, svarer hun. Hun ser ikke på ham. Jake sætter gang i lastbilen igen. Han bemærker at kvindens kjole er iturevet og at der er blodpletter på kjolen. Hendes hår er uldet og hun ryster lidt. “Er du okay?” spørger han lidt kikset. Hun svarer ham ikke. Pludselig begynder kvinden at sparke hårdt mod instrumentbrættet og slå vildt omkring sig mens hun skriger af raseri. Jake bliver så forskrækket, at han ikke ved hvor han skal gøre af sig selv. Så bliver hun helt stille, vender sit hoved mod Jake’s og siger med en rolig stemme: ” Du skulle aldrig have samlet mig op”.

En afslappende dag i haven

Hun lagde bogen fra sig og tog en dyb indånding. Hun kunne lugte sødmen fra syrenerne samt den velkendte duft af det nyklippede græs. Hun svedte, men det gjorde bestemt ikke noget. Hun nød at mærke solens tråler prikke i huden, mærke hvordan huden trak sig sammen i ansigtet. Hendes hals føltes tør. Hun løftede sin tunge, dovne arm og rakte ud efter isteen som stod på bordet. Glasset føltes dejlig koldt i hendes hånd. Kondensvandet, som havde samlet sig på ydersiden af glasset, dryppede ned i skødet, da hun tog en mundfuld af den kølige læske. Hun mærkede isteen løbe stille og rolig ned i halsen. Det føltes skønt. Isterningerne klirrede, da hun satte glasset fra sig igen. Luften virkede tung og tør. Enhver lille brise, som besøgte haven, var en gave og føltes som om naturen kærtegnede hende. Hun løftede hovedet og så ud over horisonten. Jorden så levende ud. Der havde lagt sig en tåge over jordoverfladen, som fik græsset til at flimre. I det fjerne kunne hun høre lyden af fugle, som syntes at nyde denne dag lige så meget som hende selv. Hun lænede sig tilbage igen og lukkede øjnene. Følte sig i live, lykkelig.

Sommerferien

Han stod og så ind i skoven. Hvad var det dog de havde rodet sig ind i? I den ene hånd havde han en kuffert med et gult smiley klistermærke på og i den anden en skovl. Han måtte gøre dette. Det var den eneste måde at stoppe dette vanvid på. Han klappede sig på lommen for at sikre at hans bilnøgler stadig var der og begav sig herefter ind i skoven.

Sikke en dag. Den var ellers startet som en skøn dag med 3 uger foran bestående af ren afslapning og hygge. Han var vågnet op før de andre og havde hentet rundstykker til hele familien nede hos deres lokale bager. Da han kom tilbage fra bageren var hans kone og hans datter stået op. Han kone var i gang med at brygge kaffe og datteren i gang med at dække bord. De glædede sig alle til deres første sommerferiedag sammen. De skulle ud til deres sommerhus senere og bare nyde 3 uger med sol, varme og afslapning.

Han kunne mærke at han rystede over hele kroppen. Hvordan kunne dette overhovedet ske? Han var kommet et godt stykke ind i skoven. Han så sig tilbage og sikrede sig at ingen kunne se ham fra vejen.

– Dette er vel et lige så godt sted som alle andre, tænkte han for sig selv.

Han fandt et sted hvor jorden så blød ud, lagde kufferten ved siden af og begyndte at grave. Han kunne mærke hans hjerte banke løs som om det var på vej ud af brystkassen. Hans åndedræt var tungt, sveden løb ned af ham og hans hænder rystede. Så ved det ene spadestik kom han til at ramme hans tå.

– fandens også, råbte han.

Han bankede vredt og ukontrollabelt skovlen ind i det nærmeste træ flere gange hvorefter han smed den så langt væk han kunne. Han satte sig ned ved træet og tog hans sko af. Han storetå hamrede og neglen havde fået en blålig farve. Han rystede stadig over hele kroppen, ikke pga. smerten men pga. chokket over det der var sket tidligere. Han kunne mærke at tårerne begyndte at presse sig på.

– Satans også, råbte han igen mens han hamrede hovedet bagover og ind i træet.

Hvad der skulle have været bare en dejlig sommerferie hvor man endelig kunne slappe af, havde udviklet sig til det rene mareridt.

Side 2 of 212